Positiv tenkning - ingen tryllekur
Psykoterapeuten Patricia A. DeYoung fra Toronto Institute for Relational Psychotherapy er forfatter til bogen Understanding and Treating Chronic Shame. Hun beskriver hvordan kognitiv terapi sjældent har den store effekt, hvis det underliggende tema for terapien er skam. Positiv tænkning får ikke skamfølelsen til at forsvinde. Skammen ligger så dybt, med rødder i hændelser længe før personen havde sprog, at den ikke er tilgængelig for logik eller beslutning. Så de lave selvfølelser reproduceres igen og igen. Skammen, siger DeYoung, udspringer af relationer tidligt i livet, og derfor bearbejdes skam også bedst i relationer. I en empatisk relation kan de fragmenterede selvbilleder repareres og heles, og skammen gradvist bearbejdes. Empatien, siger hun, er oftest ordløs. Helingen finder ikke sted gennem ord, fordi skaden er sket før der var sprog.
For personen og omgivelserne er det en svær balancegang at møde de skamfulde reaktioner. Det er ikke hensigtsmæssigt at imødegå følelsen (“Nej, nej, sådan er det slet ikke”), forsøge at mane den i jorden (“Du har da ikke noget at skamme dig over”) eller “træne” den væk. I stedet må man hjælpe personen til at udvikle nærhed til og respekt for egne sansninger og selvforståelse. Her kan Acem meditation yde et vigtigt bidrag - den åbne, accepterende og inkluderende metodelydsgentagelse, sammen med afspændingen, hjælper den mediterende til at kunne nærme sig sider ved skamfølelsen, sådan som den kan komme til udtryk i meditationen, f.eks. som metatanker (selvkritiske tanker).
Hvordan kan meditation bidrage?
I langmeditationer i Acem kommer man som mediterende ind imellem ind i et indre landskab befolket med selvkritiske tanker (metatanker), lave selvbilleder og skamfølelse. Nogle gange kan de udtrykkes i ord, “Dette får jeg ikke til”, “Jeg er ubrugelig”, “Jeg er ikke værd at elske”, andre gange er det ordløst, mere en stemning. Fælles er, at de lave selvbilleder og selvkritikken opleves som sande, og det gør dem vanskelige at opdage. Vi ser ikke deres egentlige væsen. At gentage et lydord uden mening (metodelyden) i tankerne under meditation er umiddelbart en enkelt handling, udfordringen er at skabe en accepterende holdning gennem den uanstrengte gentagelse, også når dét, der dukker op er udfordrende, f.eks. lave selvbilleder. I meditation skabes et indre arbejdsfelt, hvor vi bliver bedre i stand til at kunne rumme, tolerere og integrere de sider af os selv, som vi i hverdagen holder på afstand. Det gælder ikke mindst temaer relateret til skam. Også vejledningssamtalen har stor betydning, når den finder sted i en atmosfære af åbenhed og tolerance i samspillet med en empatisk vejleder.
Hjerneforskere mener, at emotionel kommunikation finder sted i et samspil mellem de dele af hjernen hos både klient og terapeut, som rummer kropslige og relationelle minder. Det er her, traumerne er aflejret, og herfra de kan bearbejdes. Man taler om “right brain language” som et sprog der ikke er lineært og rationelt, men som mere udtrykker følelser, fra krop til krop gennem blikkontakt, toneleje, gestik og kropssprog. Højre hjernehalvdel hører musikken i det der siges, ikke ordene. Parallellerne til meditation er nærliggende og slående. I meditation møder to sider af os selv hinanden: Det handlende selv (som gentager metodelyden) møder det spontane selv (alt det, der dukker op i meditationen). Metodelyden har ingen sproglig mening, men når den gentages med ledighed (dvs uden anstrengelse, uden fordømmelse, med indlevelse), har den dyb indvirkning på sindets spontanaktiviteter og faciliterer en ordløs bearbejdelse. En bearbejdelse, som ikke ville være mulig ud fra vores rationelle, intellektuelle, verbale fungering.
“Meditation kan aldrig erstattes af relation”
Judith Jordan, assistant professor i psykologi ved Harvard Medical School, understreger også betydningen af relationer for følelsen af skam: Skam er, siger hun, en oplevet følelse af ikke at være værdig at knytte sig til, en dyb følelse af ikke at være værd at elske med en underliggende stærk længsel efter at knytte sig til andre. Skammen rammer ikke en person, fordi man ikke bliver beundret, anerkendt eller tilbedt, men fordi personen ikke har fået opfyldt et primært behov for at knytte sig til og blive emotionelt spejlet i barndommen. Når det behov ikke er opfyldt, er beundring en dårlig erstatning. Hun argumenterer for, at skam kan heles, hvis personen i terapi bringes tilbage til en situation hvor emotionel tilknytning og empati gøres mulig.
Fortalere for terapi vil ofte hævde at “relation kan aldrig erstattes af meditation”. Det er sikkert korrekt for visse aspekter af terapi, men man kan også hævde at “meditation kan aldrig erstattes af relation”. Der er aspekter af den meditative erfaring, som berører sindet på måder, som ikke kan nås gennem terapi. Det gælder ikke mindst bearbejdelse af livets tidligste negative erfaringer, de som er præverbale, altså hændelser, som fandt sted før vi havde sprog. Her kan ord kun i begrænset omfang “nå frem”, og terapeuterne benytter sig da også af kropssprog, mimik o.l. for at nærme sig patienten. I meditation har man den ledige gentagelse af metodelyden som værktøj for at kunne nærme sig og bearbejde de allertidligste erindringer. Det sker især i lange meditationer, som efterfølges af meditationssamtaler, hvor relationerne i gruppen er sentrale for bearbeidelse.
Selvskade som skam-strategi
Forskellige strategier kan tages i brug for at lette smerten over skammen: Selvdestruktiv opførsel som f.eks. spiseforstyrrelser eller selvskade (skære sig) har ofte et underliggende skamtema og identificeres af samfundet som sygdomme, der behøver professionel hjælp. Skamfølelsen kan også lindres midlertidigt og selvtilliden gives et boost ved at sætte liv og helbred på spil for at modtage omgivelsernes beundring, f.eks. ved at deltage i klippeudspring, uansvarlig kørsel eller overforbrug af sex eller penge. Det er dog ikke særlig effektivt, for selvtillid i forhold til visse handlinger medfører ikke nødvendigvis bedre selvværd, og skamfølelsen kan bestå usvækket så snart øjeblikkets bekræftelse er dampet af. Selvskade kan også være indpakket i socialt acceptable handlinger som f.eks. for nogen at gennemføre en Ironman, lade sig tatovere eller pierce, eller gå på meget høje hæle. Interessant er det, at kropslige smerter udløser stimulerende og bedøvende stoffer, som midlertidigt kan lindre ikke bare den fysiske, men også den psykiske smerte (skammen).
En anden klassisk måde at undvige sin forkerthedsfølelse (skam) på er at underlægge sig en ideologi. Det giver klare regler for, hvad der er “rigtig” adfærd og holdning, og kan bidrage til at ens følelse af lidenhed “forsvinder”, fordi man bliver en del af noget større.
20 sekunders berømmelse
Sjælelivet er sammensat. Samme emotion kan motivere for modsatrettede handlinger. Skammen kan få os til at gemme os, til at overgå strudsen, ikke bare begravet hovedet i håbet om ikke at blive set, men sige mindst muligt, gøre mindst muligt, undgå eksponering. Samtidigt kan der være et ligeså stærkt ønske om at lindre og eliminere skammen ved virkeligt at lykkes med noget, imponere, være uendelig god, hjælpsom, dygtig eller kendt. Drømmen om tyve sekunders berømmelse i medierne kan måske delvist skyldes et håb om, at et jublende hurrabrøl fra de mange til overdøve den evige nagende forkerthedsfølelse derinde.
Det kan blive ekstra belastende, når vi trækkes i begge retninger: En kvinde havde en genuin glæde ved at vise sig frem og et stort ønske om at lykkes. Men hele tiden balancerede hun på en knivsæg: Success og uforbeholden bekræftelse på den ene side, og på den anden evig frygt for at lave fejl, falde igennem og ende i den bundløse skam..
Rus som tryllemiddel
Etter at professor og hjerneforsker Svend Davanger havde været redaktør for Dyade 2/18 “Det tredje rusmiddel: Cannabis - har fællesskabet råd til skadevirkningerne?”,
blev han i et par måneder central i en debat i Norge om cannabis. Intensiteten, ikke mindst på de sociale medier, i hadefulde mails og i telefonen overraskede ham. Hvorfor tror du, at forsvarerne for cannabis blev så rasende, svarede Davanger, at han troede de frygtede, at han ville nægte dem rusen. “Tager man rusmidler fra et gennemsnitsmenneske, sidder han tilbage med med skammen og angsten”, kunne man reformulere et kendt Ibsen-citat. Skammen hæmmer os. Ikke mindst i situationer, hvor vi brændende ønsker at en leder eller en mulig partner skal se os i et godt lys. For mange er rus en løsning. Så slipper skammen taget. Vi “er os selv”, føler os fire, mere ubesværede og spontane.
Alkohol har en sterk position som hæmningsbekæmpende glædesspreder. Cannabis idealiseres mere som et forløsningsmiddel. Et af mange eksempler er forfatterinnen Guadalupe Nettel i boken The body where I was born (2015)[1]. Jeg-personen har berettet om en forsømt, ensom og til dels plaget opvækst. Det var et liv preget av skam og dårlige følelser om hende selv. Når hun prøver marijuana vælter de smertefulde minder frem:
“At first I didn’t feel the effect of the cannabis, but as time passed and without really noticing it, my tongue became abnormally loose to the point that I ended up spilling everything I’d kept up for years. I’d smoked a truth serum without suspecting it. … When I finished speaking, the girls stared at me with shock on their faces: the marijuana had transformed me. ...But I felt the indescribable shame of someone who has just betrayed herself, spitting out all her secrets…. ”
Skam kan ødelegge. Men det gør rus også. Rusen dæmper ikke kun vores sensitivitet indover ved at nedbryde hæmninger, men også vores varhed over for andre. I øjeblikket kan sociale bremser løsnes, men de underliggende dårlige følelser om os selv kan være der i lige stor grad bagefter, om ikke større. Socialt kan det være acceptabelt at skyde skylden på rusen for at undskylde at man sagde eller gjorde noget dumt. Alligevel kan man fortryde det man gjorde og være usikker på, hvad man egentlig foretog sig. At hælde rus over skammen kan forstærke den og gøre den vanskeligere at bearbejde.
Er lovgivning løsningen?
Menneskerettighedsrevolutionen siden 1945 er en etisk milepæl. Dens grundlæggende, universelle standarder for hvad myndigheder kan tillade sig har haft kolossal betydning for retsikkerheden for de svageste i samfundet. Disse kerneprincipper har stor opslutning blandt befolkninger over hele verden. Men menneskerettighedsjuraen har gradvist udvidet sit kerneområde til også at omfatte f.eks. børsnoterede selskabers ret til varemærket Budweiser. En række domme fra menneskerettighedsdomstolen har knæsat et princip, hvor man kan sidde tilbage med en følelse af, at hensynet til forbryderens menneskerettigheder overstiger hensynet til offerets. Denne udvikling risikerer at få den folkelige opbakning til rettighederne til at skrumpe.
En række domme afspejler endvidere en tro på, at man gennem lovgivning kan løse nogle af menneskenes største personlige udfordringer i livet. FNs konvention om funktionshæmmede mennesker går således langt i sin fortolkning af funktionshæmning. Man afviser den medicinske model (at der er tale om at en person er ramt af sygdom, som skal udredes og behandles og hjælpes bedst muligt) og erstatter den med en social eller relationel model: Man er kun funktionshæmmet, fordi samfundet opstiller barrierer. Hvis bare den ydre fordømmelse og forskelbehandling fjernes findes der i dette perspektiv ingen indre smerte eller skam over at have et handicap. Meget i dette synspunkt er et rigtigt opgør med tidligere tiders snæversyn og fordomme. Men det medfører også en ny blindhed: et tunnelsyn, hvor man gennem lovgivning nærmest skal eliminere de problemer man føler på over at være den man er med et handicap. Det er vigtigt hvordan andre behandler os, noget andet og undertiden langt mere krævende, er, hvordan vi betragter os selv. Og det kan selv den mest velmenende rettighed ikke løse for os.
[1] The body where I was born - a novel. Guadalupe Nettel. Seven Stories Press. New York, Oakland, London (2015)
